Nordkapp 2005
Nordkapp drager mange campister.
Så kom dagen, hvor turen til Nordkapp i 2005 skulle starte. Vognen som gerne skulle bringe os til Nordkapp: Bil og campingvogn
Torsdag den 30-06-2005
Vi startede i Vordingborg med kurs mod Kastrup. Vi tog Øresundsbroen og kørte op ad E6, drejede af og tog vej 22. Inden Höör tog vi op ad vej 23 mod Växjö. I Hässleholm tog vi vej 117 til Markaryd.
Turen mod Jönköping gik planmæssigt det var solskin og 20 grader, hvis man er i Jönköping for første gang, så er det svært at drive konen forbi Eurostop og A6 centret . Her er der forretninger til den helt store guldmedalje.
Huskvarna er sammenbygget med Jönköping, men har en særlig flot udsigt over Vättern. Huskvarna er kendt for næsten alt med mekanik, knappenåle, græsslåmaskiner, motorcykler og symaskiner. Museet er et besøg værd.
Turen langs Vättern er utrolig flot. Langs med Vättern ligger Gränna, den er værd at besøge. Der er også en dejlig campingplads, som kan anbefales. Har du hørt om Polkagrise? Første gang vi hørte ordet "Polkagrise", skulle vi lige tænke lidt før den var der, det er store slikkepinde hvide og røde og gode til at fedte børnene til.
Hvis du har meget tid, så prøv at køre ad Turistvejen nordpå fra Gränna til Ödeshöj, den er utrolig flot.
Vi fortsatte ad E4 mod Lidköping. I Norrköping rastede vi og tankede. Næste by var Nyköping og så Södertälje. Når man kommer til Södertälje, føler man, at man har nået målet Stockholm, men det er bare løgn, der er stadig 30 kilometer til centrum af Stockholm! Vi var på dette stykke motorvej klokken 18, og kørte i to tætte rækker, men stadig med 80 km/time helt forbi Stockholm. Det så straks værre ud for dem, som kørte sydover. De holdt næsten stille i tre rækker på en strækning af 30 kilometer. Om alle skulle på ferie eller bare hjem fra arbejde, skal jeg lade være usagt. Men sjovt er det ikke når temperaturen stadig er omkring de 21 grader.
Skal man opleve Stockholm, skal man bruge en uge. Vi har været der to gange og skal sikkert en gang til, så vi kørte lige igennem.
Vi har aldrig været nord for Stockholm, så ferien startede sådan set først nu. Den første overraskelse var, at når man kører ind i Stockholm, så er der 52 kilometer til Arlanda lufthavn, som svenskerne synes ligger midt i Stockholm.
Vi fortsatte til Uppsala, som skulle være det første natlogi. Jeg har altid troet, at Uppsala var noget særligt, men det var en stor skuffelse. Det ligner en by, som er i forfald. De første 830 kilometer så vi tre betjente. De næste syv kilometer i Uppsala så vi ti betjente, tre af dem havde udrykning og jagtede motorbøller. Da vi kom ind på Uppsala camping, fik vi en seddel i hånden, som klart beskrev, at vi blev meldt til politiet eller falck securitas, hvis vi ikke overholdt alle regler og love for området. De gad ikke diskutere med folk. Strømpladser havde de ikke flere af, og det virkede, som om at campingkunder var noget af det mærkeligste folkefærd. Men vi blev, for der var næsten 100 km til den næste plads. Rengøring og gartner var allerede gået på ferie.
Vi fik dog en god nats søvn. Næste morgen var vi en tur inde i byen, for at se den.
domkirken og universitetet.
Dagens kørte kilometer 839
Fredag 01-07-2005
De første 20 kilometer fra Uppsala var lyskurver og huller i vejen. Men så var der ellers fint dobbeltsporet vej nordpå.
Første stop var Gävle, det lå 105 km nord for Uppsala. Her rastede og tankede vi. Gävle er en rimelig stor by. Vejene var stadig fine, så det var ikke noget problem at holde 80 km/time. Landskabet var stadig lidt toppet men med masser af grantræer. Der var masser af søer med små, dejlige rastepladser, en af dem var Tönnebro 50 km nord for Gävle.
Sundsvall var næste store by, det er en stor flot by. Byen ligger som klodser på en bjergskråning, og med en stor havn.
Men som de fleste byer op langs den Botniske bugt, så er det gennemkørselsbyer. E4 er den vigtiste ting, den skal være farbar, så de store lastvogne kan slippe igennem.
Mellem Sundsvall og Örnsköldsvik er der en hyggelig gammel by, Härnösand, vi stoppede og kiggede lidt på byen.
Vi kom frem til et område med bakker, og efter et par stykker og en meget lang bakke, omkring fem kilometer, kom vi til en lille P-plads, Kramfors. Efter frokosten fik vi et kig ud over landskabet, Höga Kusten. Området er udvalgt til at være "Verdens naturarv", dvs. det skal bevares for eftertiden. Det er også utrolig flot med broer og klipper. Imens vi gik rundt, løb vi på ægteparret, Henning og frue fra Randers. De var på vej til Nordkapp for anden gang, for som Henning sagde, nu er jeg på efterløn, og har tiden til at få set den sol. Jeg så den ikke sidste gang, så nu venter jeg på den.
Inden vi nåede helt til Örnsköldsvik, opdagede vi lige at Fjällräven laves her, rygsækken kendes nok mest af pædagoger, og af folk som kender pædagoger.
I Örnsköldsvik var bilen igen blevet tørstig, og vi var vel også. Så det blev til et lille rast, igen en gennemkørselsby, men jeg så lidt på et nyt skihop, det så ud som om de skulle flyve helt ud over vejen.
Vi har nu i lang tid set skilte med noget "banan", men først da vi brugte lidt mere tid på at studere det nærmere, opdagede vi, at det er en henvisning til den nye Botniabanan. Det er den nye togbane ved den Botniske Bugt, som bygges. Det er et stort projekt med broer tunneler og masser af opfyldninger. Formålet med at bygge banen er at spare tid. En rejse fra Luleå til Stockholm tager idag 13 timer, men når den nye bane er klar i 2010, kan rejsen klares på kun ni timer og tredive minutter. Visionen er på sigt at klare rejsen på syv timer.
Rejsemålet i dag var Umeå, det nåede vi også. Vi bookede ind på First Camp Umeå, en dejlig firestjernet plads. Der er kommet nye ejere, som har store visioner, men om de lykkes, kan kun tiden vise. Vejret er stadig godt, solen ses stadig klokken 23, så man kan stadig skrive lidt på den bærbare uden problemer. Har lige tjekket på nettet at vejret skulle holde.
Dagens kørte kilometer 600
Lørdag 02-07-2005
Vi startede fra Umeå i flot sol og 19 grader, vejene var stadig fine, så vi kunne godt køre 80 km/time. Næste mål var Skellefteå, som er 138 km nordpå. Vi strakte ben og fik en kop kaffe midtvejs. Skellefteå er kendt for ishockey og guldgraveri, derfor kaldes hele området for Guldriget.
Vi havde tænkt os et stop i Piteå, som er 80 kilometer mere nord på, men hele byen stank fra Kappa Kraftliner, og stanken var slem. Men man er åbenbart vant til stanken, for alt hvad der kunne krybe og gå var samlet til marked i midtbyen.
Vi tankede og fortsatte ad vej 374 mod Älvsbyn, derfra videre stadig ad vej 374 mod Storforsen, en af Europas største fosser. Lige op til storfossen ligger Storfossen camping . I den times tid vi var der, var der mere end 30 personer som grillede eller spiste medbragt mad. Storforsen er fantastisk og ubeskrivelig, den skal opleves. Du finder Storforsen 92 km fra Piteå ad vej 374.
Efter Storforsen fortsatte vi ad vej 374 mod Jokkmokk. Man lander først på hovedvej 45 også kaldet Indlandsvejen, det er også en rimelig vej, den har dog mange knolde, men det er glemt når Polarcirklen overskrides, dette punkt er et mål i sig selv. Vi fik da også et pænt certifikat som fortæller at vi har passeret 66 grader nordlig bredde.
Efter diverse indkøb og fotograferinger af familie og af en dansk familie fra Greve, fortsatte vi mod Jokkmokk. Det er den første nordsvenske by, som er mest i træ. Byen har to flotte kirker bygget i træ. Byen er samlingspunkt for et stort opland, og der kommer mange turister, som skal se, hvad samerne er for en størrelse. Vi så mest ganske almindelige mennesker, som både hilste og handlede ind, som alle andre gør.
Derefter fortsatte vi ad vej 45 mod Gällivare, flere steder undervejs var der store kraftværker, et af dem var ved Porjus. Vattenfall har lavet en hel række flotte ting, blandt andet en samling på hvad vandkraft kan bruges til. Der var også en flot skulptur.
Vi kan nu mærke, at bakkerne bliver større, men folk oppe i den ende af landet synes åbenbart ikke, at 24 graders varme og så en cykel, er nogen hindring, for der var flere hundrede som var med i et motionsløb. Jeg ved ikke, hvor langt det var, men da vi nåede Gällivare, var løbet startet for 6,5 time siden, og de sidste vi mødte manglede stadig 30-40 kilometer. Ved målstregen fik jeg lige et billede af en gammel knag fra Luleå, Jens Petterson, han så rimelig brugt ud.
Vi orkede ikke at køre længere, så vi bookede ind på Gällivare Camping. Den er kun tostjernet, men det er en dejlig plads, pæn og i orden.
Hvis det kan glæde, så har vi set myg i Gällivare. Jeg skriver dette, fordi vi fik besøg af en dansker ved Storforsen, det eneste han sagde, var: "Myggene er her, hvis I går i skoven, så pas på, de er her!" og så var han væk. Hvor han kom fra, eller hvor han skulle hen, fandt jeg ikke ud af, for inden jeg havde sunket maden for at svare, var han væk.
Dagens kørte kilometer 522
Søndag den 03-07-2005
Vi startede tidligt søndag morgen i Gällivare. Som jeg skrev tidligere, var der myg i Gällivare, og der var mange myg, så da vejrudsigten lovede godt vejr hele vejen nordpå, kunne man undgå myg ved at køre fra dem, så vi besluttede at køre mod Nordkapp.
Vi kørte ad vej 45 mod Karesuando, første stop var i Lappeasuando med alle oplysninger, så selv en dansker kan finde vej. I Svappavara deler vejen sig, så man kan køre mod Kiruna. Turen fra Svappavare til Karesuando var stadig rimelig, så vi kunne holde de 80 km/time. I Karesuando var temperaturen kommet op på 28 grader, og de var flinke med skiltningen inden vi skulle ind i Finland. De 104 kilometer i Finland var triste, så de skulle overstås hurtigt, og det blev de.
Nu kom det sjove, at skulle se Norge et helt nyt sted. Men Norge og nordmænd er som de plejer. Man skriver ikke "Velkommen til Norge, i Norge skal du føle dig velkommen", nej, midt i ødemarken er det første man ser, et 4 gange 3 meter skilt med: "Brug bilbelte". Ikke noget skilt med: "Nyrene dine er rystet løse om tre dage", "Bemærk vi lapper kun veje hver femte år" eller "Kør sagte, ellers ryster bilen din fra hinanden"
Første by var Kautokeino, byen har et par tusinde indbyggere, men er spredt over et stort område. Turen foresatte mod Karasjok. På en rasteplads mødte vi en dansk familie, som havde været i Kirkenes og opleve midnatssolen, de sagde, at vejen mod Karasjok var fin, så vi kørte videre ad den rute.
Karasjok er som så mange andre nordnorske byer, med en masse samere. De havde også lært det dér med, at turisterne skal betale, så vores besøg blev kun til to billetter til parken 95 kroner pr stk. og så lidt tankning. Jeg træner ellers hver aften med bilen, men den er stadig lige tørstig.
Fra Karasjok er vi på E6 mod Olderfjord, landskabet er fantastisk og kan ikke beskrives eller vises på billeder, det skal ses.
Fra Olderfjord mod Nordkapp er det E69, har naturen været flot, så er dette stykke noget som er lidt mere end det, det er enormt med fem tunneller. Man starter med Skarvbergtunnellen som er 2980 meter, den er dog væmmelig mørk at køre i. Den næste er Sortviktunnellen som er 496 meter lang. Man kører hele tiden helt ved kysten med en udsigt så flot. Alting bliver jo nok også bedre når det er sol og 24 graders varme.
Så kommer chokket, den 6870 meter lange Nordkapptunnel, som går 212 meter under havet, det er fantastisk lavet, den må være stejl til sidst, for jeg måtte i tredje gear for at komme op. Vel oppe er man ved bomstationen 186 kr for den fornøjelse, men det var prisen værd. Vi er nu på Magerøya, og landskabet er stadig flot, men der mangler lige et par tunneller, først er det Sarnesttunnellen som er 190 meter og til sidst Honningsvågtunnellen som er den flotteste af dem alle og 4440 meter lang. Så er man i Honningsvåg.
Så kom det værste som kunne ske, tågen hænger 2o meter oppe, det var sol og 24 graders varme for fem minutter siden, nu er det ni grader og tåget. Vi bliver i Honningsvåg og spiser aftensmad, så kører vi de sidste 33 kilometer op til Nordkapp, det tager godt en time og et par gange klarer det op, men på toppen er der en tynd tågedis. Vi stempler ind klokken 22.00
Efter at have tilbagelagt 2761 kilometer med mange flotte naturoplevelser en masse indtryk, som vil stå printet fast i baghovedet, mangler man bare at se kuplen. Ganske rigtigt, den står der, som det er set på et utal af reklamer, et utal af private hjemmesider, på film. Det var målet at se den, plus alle de andre ting, på vejen herop.
At køre det halve Europa igennem for at slutte af her. Europas nordligste punkt. og få dette Certifikat
Dagens kørte kilometer 783, det gav 2761 kilometer at nå Nordkapp.
Det var en stor oplevelse, som blev fejret med en flaske champagne medbragt til lejligheden.
Vi fik dog lige set et par rener i vejgrøften, de første vi så på turen.
Jeg så ikke alle de campingvogne som er kørt ud over skrænten, så hvis lysten er til sådan en tur. Så kør bare derop, det er ikke så farligt som man hører.
Jo, i orkan og snestorm, men så kører man jo heller ikke over Storebælt.
Vi fik en god nattesøvn, men da busserne allerede begyndte at komme fra tidlig morgen, besluttede vi at starte Hjemturen fra Nordkapp.
Det hele blev så bare overskygget af trangen til at tjene penge. Folk må gerne tjene penge, men når man ser cirkus Nordkapp, så er det bare for meget. Man bliver sluset ind sammen med 986 japaner og 460 tyskere, hollændere og spaniere, som ankommer i 36 turistbusser, de skal bare se Nordkapp købe en masse lort. Se en Thai udstilling, som jo ikke lige har noget med Nordkapp at gøre. Alt dette skal bare overstås hurtigst muligt, så næste forestilling kan begynde. Busser dytter og folk råber som vilde. Lige med et forstår man, hvorfor der på de sidste 125 km har været så flotte tunneller, flotte og jævne veje, alle skal igennem så hurtigt som muligt, så man kan score kassen.
Den næste luxsusliner var også kommet til Honningsvåg. Cirkus Nordkapp kunne fortsætte.