Nordkapp Vordingborg
Norges bjerge og fjorde.
Hjemturen
Mandag den 04-07-2005
Nordkapp en mandag, og hvad så?
En ferie slutter jo ikke på en klippe i 6 graders varme, så vi kører tilbage mod Olderfjord og nyder stadig den skønne natur.
Turen gennem alle tunnellerne er lige så god som på turen op. I Olderfjord kører vi mod Alta, det er op og ned ad bakke, landskabet her i nord er meget bakket. Alta og alle de andre norske byer vi har mødt, virker forfaldne. De mangler at få maling, klippet græs, fjernet ukrudt osv., det er som om, beboerne helt har tabt energien, eller også er det os, der har et forkert syn på den slags.
Men Alta er en kedelig by, der er intet, som kan fange. Vi kører derfor videre mod Storslett. Naturen er tilgæld værd at skrive om. Det ene bjerg efter det andet, den ene fjord efter den anden, den ene elv efter den anden. Pludselig er vi oppe i sneen, selv i 19 graders varme ligger der stadig sne mange steder, nede i dalen fortsætter de flotte indtryk. 11 kilometer nord for Storslett kommer vi til en dejlig campingplads, vi booker ind på Fosselv camping. Fosselv kan vi varmt anbefale at besøge.
Dagens kørte kilometer 416
Tirsdag den 05-07-2005
Første by om tirsdagen var Storslett, byen ligner de fleste nord norske byer, en samling huse med en Statoil tank, så bilen også kan få sin morgenmad. Vi rastede i Birtavarre i bunden af Kåfjorden. Hvis man synes det er noget rod med huse og veje, så er der orden på kirkegården
Skardalstunnellen er den første nye tunnel vi møder, den er 2300 meter og en flot tunnel at køre i. Næste punkt er Skibotn, men før den by ser vi, at Camilla og Stig har været forbi i 1997, det havde de malet på klipperne, med hvid spray. Så kommer Lavsbergtunnellen, som er 505 meter lang, væmmelig og mørk at køre i. Har glemt at fortælle, at vi startede med 17 graders varme, senere fik vi 22 grader og høj sol.
Efter Skibotn havde vi Storfjorden på højre hånd. Den er mærkelig, ikke som de andre fjorde, for vandet er helt turkisfarvet.
En anden ting som man har tid til at sidde og fundere over, når man kører, er: hvorfor ser man aldrig en norsk bil med henvisning til en hjemmeside? I Danmark har næsten alle en henvisning til www.hej-med-dig.dk, i Sverige bruges det lige så meget, men ikke i Norge. Har man ikke internet i Norge...?
Nordmændene laver også fartbegrænsning, så snart der er en mulighed for det. Et af de bedste steder til denne slags finurligheder er, når en same har fået en ide om at sælge noget, fluks laver man 50 km/time i fartbegrænsning. Jeg tror, at normændene mener, at denne måde er den bedste for at få folk til at handle noget af deres bras.
Jeg har den antagelse, at hovederhvervet i Nordnorge er at lave huller i vejene eller sætte skilte op med fartbegrænsning eller "Husk bilbelte". Det er det eneste man ser.
Vi måtte dog overgive os, så fruen blev sendt i teltbyen og handle med et par samer. De startede pænt på samisk, men da de hørte, vi var danskere, slog de straks over i nynorsk, så de kunne høre, hvor vi havde været, hvor vi skulle hen og hvor vi kom fra. Men vi fik handlet et par ting og så var alle glade og vinkede farvel.
Efter mange køreture ind i fjorden fra nord og ud af fjorden på sydsiden, nåede vi Narvik. Narvik er den første Norske by, som virker lidt civiliceret. Den har måske ikke så meget kultur at byde på, men så har den til gengæld et forretningsstrøg, en hovedgade og en park med klippet græs. Der er også den berømte Kilometertavle
Narvik har også en udsigtplads, men en fjeldvandring op i 1200 meters højde i 28 graders varme - nej, dét orkede vi ikke!
Vejret var godt og vi kunne så fortsætte mod Skarberget, som er det eneste sted, man skal sejle for at nå Sydnorge. Vi ankom til Skarberget klokken 18.30 og måtte betale 228 kr. for bil/fører og 27 kr. for den pænere halvdel. Klokken 19.15 nåede vi i havn i Bognes og turen kunne fortsætte.
Vi kørte omkring 46 kilometer og fandt en dejlig campingplads. Notvann camping virker som en dejlig plads, der er fine forhold med plant græs, fine toilet- og badeforhold og klokken 23.00 var det stadig 22 grader og sol. Fire højtsnakkende tyskere var til at leve med, var de dog slået over i fællessang og bægerklang, så havde sagen været anderledes...
Dagens kørte kilometer 496 km
Onsdag den 06-07-2005
Onsdag skulle vi til Saltstraumen. Det glædede jeg mig til, for jeg har læst så meget om dette fænomen. Vi startede fra Notvann camping, hvor de var igang med at renovere et gammelt savværk. Vi kørte mod Fauske, hvor naturen ligeledes var storslået. På strækningen til Fauske var der, foruden de mange bjerge og dale, også 13 tuneller, som man skulle igennem. Efter de var passeret tænkte vi på, at dem som kørte til Nordkapp for 20-30 år siden, måtte have oplevet, hvad det vil sige at køre omveje. Vi kørte selvfølgelig også omveje, men det var blevet bedre. Det kunne sikkert blive endnu bedre. Vel fremme i Fauske rastede vi ved Kilometer oplysningen. Selve byen Fauske ville vi først besøge på tilbageturen.
Vi fortsatte på vej 80 mod Bodø. Det var som at komme i himlen, meget flade veje og med asfalt på hele vejbanen. I Løding køres ad vej 17 og efter 12 kilometer ser man på venstre hånd Saltstraumen Broen . Den er i sig selv et skønt syn. Vi kom 20 minutter for sent, for de 100 mennesker, som stod på broen, var på vej væk. Vi kørte derfor en tur over broen og så Saltstraumen fra sydsiden. Vi kunne nu vente i godt seks timer, så ville tidevandsstrømmen være der igen. Hvis du ikke har hørt om tidevandsstrømmen, så læs lidt af denne forklaring og se nogle billeder fra Saltstraumen
Ventetiden blev brugt på at booke ind på Saltstraumen Camping, som er en fin plads. Vi kom i snak med en dansk familie fra Århus, som også havde været på Nordkapp. De havde samme oplevelse som os: naturen er flot, men man bliver træt af at køre i Norge med alle de dårlige veje. De var punkteret og måtte skifte hjul ud mod vejbanen og da havde de også oplevet nordmændenes hensynsløse kørsel. Fruen stod og vinkede for at få folk ned i fart, men en bus kørte forbi med fuld fart, 30 cm fra manden, som lå og skiftede hjul. Man skal passe på i Norge, nordmænd og et rat er en farlig coctail. Nu er det ikke kun nordmænd som kører stærkt, andre kan sagtens følge dem, vi blev med 80 km/timen overhalet af en dansk turistbus fra Dania Turist, han skal nok hjælpe på det "gode" omdømme busserne har:-(
Klokken 18.15 var der igen en kraftig strøm i Saltstraumen, men denne gang var vi på plads. Det er enorme kræfter tidevandet har. Vi var dernede igen 00.25, hvor alt vandet var på vej tilbage. Der blev renset godt op i kanterne. Vi havde stadig sol og 23 grader om dagen, men kun omkring 15 om aftenen.
Dagens kørte kilometer 190
Torsdag den 07-07-2005
Torsdag var målet en tur til Bodø. Fruen led af "shop-o-mani", så her skulle være chance for den slags. Byen lå flot og virkede også pæn og ren. De var ved at renovere mange pladser, fortove og bygninger. Men ellers var der ikke så meget. De har et stort opland, så derfor vil der være en del trafik i byen. Bodø får også flere besøg fordi der er lufthavn som forbindelse til de mindre områder. Havnen har sejlruter til mindre øer og Lofoten. Alle disse ting hjælper til, at byen virker driftig. Denne by er den første vi møder med et fodboldstadion.
Fra Bodø kørte vi mod Fauske, som ligger lige midt i Norge. Togene kører kun til Fauske, så hvis man skal videre nordpå, er der kun busser. Fauske er en pæn, ren og driftig by. Den er berømt for sit marmor, så det pryder en del kendte bygninger rundt i hele verden.
Herefter gjaldt det et nyt mål, som jeg længe har ønsket at besøge. Jeg har været i Trondheim en halv snes gange, men aldrig været i Mo i Rana. Nogle gange har jeg tænkt: "Jeg kører sgu lige en tur til Mo i Rana." Men man får styret sine lyster, for fra Trondheim til Mo i Rana er der 500 kilometer.
Fra Fauske er der 200 km til Mo i Rana, og man skal over to bjerge. Det første Saltfjellet er dog kun 692 meter over havet, men der er en masse bakker. Da vi var der, lå der også en del sne, men stadig 25 graders varme og sol.
Polarcirklen var næste stop. Den er et mål, både i Norge, Sverige og Finland, man skal bare huske, at et certifikat koster 50 kroner i Norge. I Sverige er de mere humane, de tager kun en tyver.
Næste bjerg er Korgfjell, hvor der er stigninger på helt op til 9%. De laver en ny tunnel, som skal åbne i 2005. De var igang med asfaltarbejde, så den ville nok snart være klar. Den vil hjælpe meget på nogle af knoldene.
Efter diverse tunneller og knoldede veje nåede vi til Mo i Rana. Byen er nu ikke noget særligt, men jeg fik dog forklaringen på bynavnet, noget som har naget i mange år. Hvis du vil vide hvad navnet betyder, så er forklaringen jo såre simpel.
Vi kiggede nu efter en campingplads, men de første så ikke så gode ud. Så skete der noget, der kom en kæmpestor, sort sky, og vandet væltede ned. Det var dog første gang på turen. Regnen varede kun et kvarter, og fjernede den varme, svedende luft, så det var helt fint. Solen var tilbage og temperaturen var igen på 26 grader. Nu lå Mosjøen foran os, så vi bookede ind på Mosjøen camping, lavede lidt god grillmad og fik et glas rødvin til. Pladsen var plan og med nyslået græs. Men servicebygningen var alt for lille til 100 mennesker, og så troede lejrchefen at campister bedst kan lide at tage bad med en gammel knækket bruserslange. Vandlåsen under vasken var ikke monteret, men pyt, så fik man vasket sandaler og strømper samtidig...
Dagens kørte kilometer 285 fra Fauske
Fredag den 08-07-2005
Fredag besluttede vi at forlade den norske bjergkørsel, vi trængte til at komme tilbage til et civiliceret samfund.
Naturen var stadig en oplevelse, og kan varmt anbefales. Men at køre i Norge er stadig som andre folkeslag gjorde for 40-50 år siden, men kan man leve med det, så er Norge et besøg værd.
Vi startede fra Mosjøen camping og kørte mod Grong. Efter tre timer var vi i Grong, en by er det ikke, man kan bedst sige, at nogle mennesker har besluttet at bo lige der. Vi havde dog et rast undervejs i Namsskogan, de har også en af de berømte kilometerpinde.
Steinkjer er næste by, det er en flot by, de ved både hvad maling og græsslåmaskiner skal bruges til. At den så også ligger pænt gør jo ikke sagen dårligere.
Efter Steinker kørte vi 33 km sydpå, så tog vi rigsvej 72 mod Sverige og ikke som oversigtskortet langs vejen siger RV73.
Vi kørte op i bjergene mod Sverige, her var der ikke meget trafik, men vejen var fin. Efter 50 kilometer var vi ved grænsen, hvor der kun stod et stort skilt med teksten: "Kongeriget Sverige". Der var ikke noget skilt med "Tak for denne gangen, og tak du brugte bilbeltet dit" :-)
Vel inde i Sverige, fortsætter man 43 kilometer på en bred asfaltvej, så er man ved Tännfossen, det er noget som bør ses.
Tännfossen er Sveriges svar på Niagara vandfaldet, det er utroligt flot. Vi brugte en times tid på det, du kan se mere fra Tännforsen på linket.
Efter en is og noget køligt drikkelse (det var stadig 26 graders varme) var vi ude på vejen mod Östersund. Vi ville prøve en campingplads, som vi kun har hørt godt om. Der var 112 kilometer, så med gode veje skulle det kunne klares. Vi stoppede dog undervejs, for vi skulle igennem Åre. Det er en af Sveriges vintersportssteder, det er imponerende, der er masser af lejligheder hytter og hoteller.
Det værste var dog at holde nede på hovedvejen og kigge op på bjerget. Tænk at nogen frivilligt farer ned ad de skrænter med to brædder på fødderne!
Östersund blev nået, nu kunne vi se, at vi var tilbage i det civilicerede samfund igen. Det var en by med orden i tingene. Der var fin skiltning til campingpladsen, så den fandt vi hurtigt, men der var andre end os, som mente, at Östersund camping var et besøg værd. Vi fik dog en plads at holde på, men el-pladser og hytter var udsolgt. Det var ikke en lille plads, der var 120 hytter og 275 camp/teltpladser.
Östersund Camping er fin, så den kan man godt besøge. Byen kan man også godt bruge et par timer på.
Dagens kørte kilometer 536
Lørdag den 09-07-2005
Lørdag gik turen ad vej 45 mod Sveg, det er fine veje og kun 21 grader, så det er fint. Sveg er en lille by med 3000 indbyggere og en kirke, men den ser driftig ud, men den er også største by i Härjedalen, så man har et stort opland.
Efter frokost og kig på byen er målet Mora. Mora er en by med 11000 indbyggere så der sker meget. Vi vælger at finde Mora Parkens Camping som skulle være en god plads.
Var Östersund camping en stor plads, så er denne plads en halv gang større, men den er hyggelig, pæn og iorden.
Ved en lille cafe på campingpladsen var der musik og sang, en trubadur ved navn Bo Gezelius underholdt, det var ganske fornøjeligt.
Dagens kørte kilometer 343
Søndag den 10-07-2005
Søndag er helligdag, så der skal soves længe og så bare kigges på området, og så skal alle SMS-er læses. De blev læst, skal jeg hilse og sige :-)
Vi fik også set hvordan Dalerhesten bliver lavet. Dalerhesten er en storindustri i dette område, og der er masser af steder de laves, men det mest berømte sted er nok Nils Olsson, vi måtte også lige have en af Dalerhesten.
En anden ting som Mora er kendt for er Vasaloppet et skiløb som er foregået de sidste 80 år. Der er indrettet et specielt museum for Vasaløbet.
Efter en tur rundt i området, diverse indkøb i anledning af fødselsdagen, var der dømt afslapning med musik og god mad og god rødvin, jeg fik dog også en kølig kongelig dansk Hof, mest fordi jeg så dette billede:-)det giver jo lidt hjemve
Dagens kørte kilometer 0
Jeg kan varmt anbefale Mora Parkens camping
Mandag den 11-07-2005
Mandag starter vi mod Rättvik og Leksand det er ned ad vej 70. Før Borlänge skal vi mod Falun og videre til Sundborn, her har den svenske maler Carl Larsson levet og malet. Vi har valgt en guidet rundtur, så man får mere af vide om personen. Efter en times rundvisning kunne man se et udpluk af hans billeder, samt personerne som levede i Personer og malerier fra Sundborn.
Efter en tur gennem Falun og Borlänge, disse byer kræver hele dages besøg, så det må vente, forsætter vi ad vej 50 til Kopparberg, Kopparberg har et stort bryggeri, det kunne vi bare ikke få lov at besøge, så jeg tog et billede af kirken og tænkte på bryggeriet :-)
Fra Kopparberg tog vi vej 63 mod Filipstad, vi skal lige se om det passer at knækbrød kommer fra Filipstad. Der er ingen synlige beviser på at Wasa knækbrød laves i Filipstad, det er nok rigtigt som der står på pakningerne "Made in Germany" byen bærer også præg af at der er forsvundet arbejdspladser, det er en fattig by at se på.
Men vi besluttede at blive i byen, derfor fandt vi denne campingplads for natten, det blev Munkeberg camping pladsen er pæn og nydelig, der er gang i at renovere den.
Det blev god mad og rødvin igen, man skal jo nyde det gode vejr.
Dagens kørte kilometer 365
Tirsdag den 12-07-2005
Det er tirsdag og vi er ved at være ferieklare, så vi besluttede at nu skulle det være Trollhättan, det er ikke ferie hvis vi ikke har været et par dage i Trollhättan, sådan er det også i år. Så det er ned af vej 26 mod Mariestad, så er der et stykke på E20, det sidste stykke er vej 44, så er man i Trollhättan.
Vi stoppede dog i Kristinehamn, der er så meget reklame for en Picasso skulptur, så vi besluttede at køre forbi og se den. De femten kilometer langs Vänern forbi lystbådehavn og campingplads og tilbage igen var nu den største oplevelse, skulpturen ligner mest noget overskudsbeton fra et brobyggeri.
Næste stop var ved et sluseanlæg i Sjötorp, det er altid spændende at se på, og det trækker altid mange mennesker til, selv om man kun hæver skibene 5 meter.
Det sidste stykke er som om man er på vej hjem, det er kun lige rundt hjørnet så er man midt i Trollhättan på Hjulkvarnelund camping
Pladsen er beliggende i en skov 1000 meter fra centrum af byen, og den er et besøg værd, jeg var her for første gang i 1966, og har været her 20 gange, og kommer nok igen. Andre danskere kan også bruge den, tirsdag aften er der 17 danske enheder ud af 58 enheder.
Nu var den der igen med god mad og rødvin, så vi tager en dag mere i Trollhättan.
Dagens kørte kilometer 262
Onsdag blev en slapper dag, vi var dog en tur i Överby, så shopmanien lige kunne ordnes.
Senere var vi var også til Vatten i fallen som samler mange turister og en tur ved sluserne.
Hvis du kommer til Trollhättan, så er der hver onsdag aften sommeren igennem veteranbiler.
Så er det slut, vi må hjem og se om det hele står der. Så torsdag kørte vi fra Trollhättan, det tager syv timer, om du bruger broen eller båden. Vi brugte broen, og klokken femten var vi hjemme. Alt var som det skulle, blot manglede en ting..... Katten, den har opgivet at vente :-( Man kan mærke på ham, at han bliver sur hver gang campingvognen skal afsted.
Så nu vi skal rundt i området og kalde på Ossi.
Dagens kørte kilometer 494, det gav 3485 kilometer at køre hjem fra Nordkapp.
Vi har kørt 6399 kilometer og har brugt 813 liter diesel. Bilen har altså kørt 7,87 km/liter.
Vi har sovet på campingpladser alle nætter, hvilket har kostet 2400 kroner.
Bro og bompenge har kostet 1600 kroner.